Inden i læser videre skal i vide at dette ikke er en virkelig historie, men at historien er baseret på virkelige hændelser – selv oplevet – hørt fra andre – hørt om andre – og at disse småhistorier, oplevelser og anekdoter så er sat sammen til denne historie.

Så nærmede den store forårskonkurrence sig endelig og jeg måtte endelig huske at få købt deltagerkort. Nu havde jeg jo hørt om alle de tilfælde, hvor man fanger rigtig mange flotte fisk og så kun kan få en præmie i hver kategori, så en helgardering med hele tre deltagerkort måtte der selvfølgelig til. Dette fortalte jeg selvfølgelig også Bjarne ved SIKA da jeg løste deltagerkortene. Han afstod venligt fra kommentarer, men på hans lidt skæve smil kunne jeg da godt se hvad han tænkte! Men nej – lad de andre om at være pessimister.

Onsdag i klubben gik snakken højt om hvor, hvordan og hvad der skulle fanges her fredag, lørdag og søndag. Jeg lod bare de andre snakke og planlægge, for jeg vidste selvfølgelig hvad jeg ville – Op til Kongeåen og fange mindst to bækørreder og en regnbueørred, derefter ud til østkysten og fange nogle af de store sildeædere af havørreder som HP havde set ved Pøls Rev og til slut ud til Kegnæs Færge for at fange et par gode torsk.

Torsdag aften blev alt grejet kontrolleret i alle ender og kanter, fluestang, to spindestænger, reservehjul og så hele arsenalet af spindere, woblere, fluer og blink. Jeg skulle tidligt af sted, så tidligt i seng for at være vel udhvilet og frisk næste morgen. Men det var svært at falde i søvn, så tændt som jeg nu engang var. Klokken 3 morgen vågnede jeg i panik og råbte til min kone: ”Helle! Helle! Der er en regnbueørred under sengen!”. Hun fik hurtigt fortalt mig, at jeg nok ikke var helt rigtig i hovedet og nok havde drømt lidt for livagtigt.

Nå, men morgen blev det da omsider og jeg sprang kvikt som et niårigt dampbarn ud i bilen, kørte op til mødestedet ved Henrik H. hvor Jan Henrik og jeg havde aftalt at mødes. For denne første konkurrencedag skulle bruges ved Kongeåen og vi havde aftalt at køre sammen derop. Vi skulle af sted i god tid for at være på pletten klokken 06.00 når bageren Foldingbro åbnede. Det var vi også – klokken 10 minutter i seks stod vi ved døren ind til bageren og læste åbningstiderne. Mandag til fredag 07.00 til 20.00 !!! Én times værdifuld fisketid, hvor vi bare skulle sidde og vente på at bageren åbnede. Gud være lovet for den Gammel Dansk og den kaffe, der lå bag i bilen.

Nå, men den time gik da også og vi fik fisket som besat i Kongeåen hele formiddagen.  Jeg fangede rigtigt mange fisk, men kun små bækørreder på mellem 12 og 18 cm. Hen på eftermiddagen kom Henrik hen til mig, for han havde set at jeg havde fanget en del af de små ørreder. ”Hvad er det du går og fisker med?” spurgte han. Jeg viste ham beredvilligt min lille flydende Rappala skewobler og forklarede hvordan jeg langsomt fiskede nedstrøms ved at kaste den meget lette wobler ud i strømmen lade den drive godt ned og så fiske ind under brinken på min egen side med små rykagtige bevægelser. Han så ikke synderligt imponeret ud og jeg kastede wobleren ud i strømmen for at give en praktisk demo. Da jeg langsomt arbejdede wobleren tilbage gav det et drøn af et hug. Både jeg og Henrik blev på det nærmeste chokerede og da fisken var landet lå der en regnbueørred på 1,8 kg i græsset. Jeg var stolt som en pave og Henrik så på mig som om jeg var en guru – se det var en demo der duede til noget.

Senere da vi skulle hjem, havde jeg helt glemt at fisken stadig lå under bilen, det havde misundelige Jan ikke og han gjorde alt for at transformere min regnbueørred om til en fladfisk med baghjulet. Fisken blev dog reddet og vi kom helskindet hjem til Sønderborg inden indvejningen sluttede. Der var ikke kommet mange fisk, så de få fisk der var indvejet blev drøftet indgående. Min historie om demoen for Henrik blev fortalt så tit, at alle andre end jeg var godt trætte af at høre om den.

Natten til lørdag fik jeg sovet helt igennem uden fiskemareridt og allerede klokken 07.00 stod jeg ude ved Pøls Rev og var klar til action. Der var en let modvind og forholdene skulle være helt perfekte.

Men, men, men – tusinder af kast og ikke så meget som et nap. Klokken 13 stod jeg ud for P – pladsen og fiskede, da jeg bag mig hørte en mærkelig metallisk banken. To tyskere var ved at banke stangholdere ned i stenene lige bag mig, de riggede stængerne til og ventede nu kun på at jeg skulle flytte mig for at de kunne kaste deres bundsnører ud. Det var egentlig meningen, at jeg ville have været oppe af vandet for at få min frokost, men de tyskere skulle fan….. ikke have held med at jage mig af pladsen. Jeg blev stædigt stående og fiskede videre – langsomt udviklede hele situationen sig til lidt af en styrkeprøve. Efter 1 ½ time kunne jeg høre at der blev diskuteret heftigt bag mig og en ½ time senere kunne jeg høre, at tyskerne begyndte at rigge deres grej af igen.

Det var også på høje tid, jeg var hundesulten og skulle ”Pisse ad helvede til”. Da de endelig kørte skyndte jeg mig op på stranden og kunne ikke hurtigt nok få kalorius ud af mine waders. Da jeg endelig fik den klar i afladningsstilling midt på den tomme P – plads var jeg så lettet, at jeg slet ikke hørte den store firehjulstrækker der stoppede lige bag. En kvindestemme spurgte forsigtigt på tysk om de måtte komme forbi og jeg følte mig ret dum der i den situation. Jeg fik hurtigt afsluttet mit ærinde, gjort plads for den tyske bil og begav mig uden et ord eller et blik over mod tyskerne over til bænken for at få mit brød. Om morgenen havde jeg ellers besluttet mig for, at jeg i hvert tilfælde ikke skulle være en af dem, der fiskede inden fjords, men efter min forsinkede frokost skiftede jeg fiskepladsen og kørte til Mintebjerg for at fiske videre her. Jeg både mærkede og fangede fisk her, men desværre var de alle for små. Efter Mintebjerg kørte jeg så hjem for at få min aftensmad med familien, de våde waders blev hængt op i carporten og jeg nød i fulde drag den danske bøf Helle havde lavet.

Efter aftensmaden var det så at jeg skulle ud at fange en god torsk. Troen spiller en stor rolle og det eneste sted jeg med disse vind og vejrforhold umiddelbart troede på, var Havnbjerg Strand. Jeg kørte hurtigt op til fiskepladsen, riggede stangen til og skulle så have mine waders på – ”Nej, nej, nej – de hang jo stadigt hjemme i carporten”. Dermed var min fiskelyst for denne dag ovre og jeg kørte hjem for at søge trøst ved min kone – trøst var der dog ikke meget at hente. ”Hvad! Kommer du allerede” var den eneste velkomst. Træt, med stiv ryg og en 14 timer gammel kaffe sank jeg ned i lænestolen og kunne tydeligt mærke sandet fra Ole Lukkeøje i mine øjne.

Nå, men søndag morgen oprandt og med fornyet mod og tiltro til egne evner kørte jeg af sted mod Nørreskoven, Nygård og så fiske til højre hen mod Kocksvej.  Her var det så at jeg så den – mit livs fisk. Efter 1½ times fiskeri var jeg ved at falde lidt i staver, men ud af øjenkrogen så jeg dog en bevægelse i vandet ca. 20 meter ude – lige bag mit blink.Jeg spindede langsomt ind, lavede spindestop  og ellers alle de andre tricks der normalt får fisken til at hugge, men intet skete og så var blinken henne ved stangspidsen og der bag blinken vendte fisken så sin blanke side mod mig. Jeg garanterer jer for, at fisken var mindst 85 cm lang og nok vejede 8,5 kilo; men bide, det ville den for fan… da ikke. Jeg fiskede indædt og helt besat i 2 timer efter denne monsterfisk, men ud over dette første og eneste syn viste den sig ikke mere.

Klokken var nu blevet 12 og madpakken skulle fortæres. Op i stenene og frem med madpakken.

Mens jeg sad der og spiste SMS´ede Henrik F for at spørge om jeg havde ”Fået fisk?”. Hvad svarer man når man sidder der med fornemmelsen af at have mistet ens livs fisk, jeg havde fået et stykke rugbrød med makrelsalat, så jeg SMS´ede tilbage ”Ja, god fisk”. Dette affødte selvfølgelig en ny forespørgsel, som jeg atter svarede lidt forblommet. Så kunne han ikke dy sig mere og ringede direkte op: ”Hvad har du fanget og hvorhenne?” Jeg måtte jo krybe til korset og indrømme at den gode fisk ikke var en jeg havde fanget, men en jeg havde fået via min madpakke.

Efter frokosten kørte jeg så over til Lusig Strand, for her at prøve lykken de sidste par timer inden indvejningen. Jeg mødte et par andre, blandt andet Aksel N og vi fik en snak – mest om hvor der ingen fisk var! Så fiskede vi atter videre.  Ikke 10 minutter senere var jeg så uheldig at glide på en stor rund sten. Plask der lå jeg, lige så lang jeg var, i det 4 grader varme (kolde) vand  og fiskestangen havde jeg også tabt. Vandet var blevet plumret af mit roden rundt og jeg kunne ikke se stangen, der var ikke andet at gøre end at dukke ned i vandet og rode efter den – to til tre gange gik der inden jeg fiok ordentlig tag på stangen og fik den med op. Selvfølgelig kigger man sig bagefter rundt, om der nu var nogen der havde set det. Og ja derhenne stod Aksel med åben mund og polypper. Jeg gik ind på land og Aksel kom hen til mig lignende et stort spørgsmålstegn. ”Jeg troede sgu´ det var en sæl – så var du der – så var du der ikke – så var du der igen – så var du der ikke – O.S.V.” Ja, ja, ja !!!!!!

Nå men lysten til fiskeri var nu helt væk og jeg kørte hjem, hang alt det våde tøj til tørre, fik varmen og kørte så ud til indvejningen.

Jeg var heldig og fik en anden præmie på min regnbue fra Kongeåen og en SIKA hat på det ene af mine tre deltagerkort, men derudover var jeg med sikkerhed en lang række oplevelser rigere.

Vi ses på kysten venner . . . . . . .                                     Nils