Hej.
Her kommer en lille fangst beretning – I må selv om, om i vil grine eller græde
Min samlever og jeg var ude for at trolle efter havørred sammen med Team Kiwi og Team Low Pass.
Det var årets første rigtige fiske tur, efter flere måneders fiskerimæssig afholdenhed.

Åbenbart havde vi valgt den helt rigtige dag, idet der var rigtigt gang i ørrederne, vi havde en del kontakter hvor vi mistede fisk. Men fik da også et par pæne indenbords, det samme var tilfældet i de andre både, efter hvad vi kunne høre over VHFén.

Low Pass meldte at han havde stor ørred ombord på 5,9 kg – Og knap var hans melding kommet ud over højtaleren, fik vi et kæmpe hug med vildt udløb. Vi fornemmede straks at der her var tale om en ikke helt lille fisk, Mary bjergede grej, mens jeg forsøgte at få lidt kontrol over fisken der bare stillede sig på tværs og ikke rigtigt viste nogen interesse i at komme nærmere på båden. Hver gang jeg havde fået fisken et par meter tættere på, ja så tog den bare igen et lille udløb og stillede sig på tværs. Her var ikke tale om vilde spring, eller hidsig frem og tilbage – det der kendetegner en mindre ørred.

Efter noget der føltes som evig heder var fisken endelig inde bag ved båden, og vi var klar til at nette den – Alt gik som et urværk – Fedt bare lige nette fisken og så nyde øjeblikket !

Men, men , men – Vi havde lige glemt at der var noget der hed Murphy´s lov (Kan noget gå galt så gør det det også) – jøsses

Hver gang Mary ville have nettet ned til fisken flippede den og tog udløb, jeg følte ellers at have trættet den godt over noget der lignede 10 – 15 minutter

Langsomt fik jeg igen fisken ind til båden, løftede stangen for at dirigere fisken hen over posen, men pludseligt kunne jeg ikke mere bevæge min arm!? – Stangen havde kilet sig fast mellem stænger og hjul oppe i targa bøjlen, koncentrationen omkring fisken og netningen måtte vige for at jeg kunne få den forp….. stang fri af targa bøjlen ……….. Først nu bemærker jeg at det faktisk et stegende varmt her ude på vandet jeg skum sveder

Vi gør endnu et forsøg med at nette fisken, gud ske lov havde den taget en wobler der sad solidt i munden på denne store flotte fisk. Fisken er nu atter inde bag ved båden , Mary er klar med nettet, nerverne sidder efter hånden uden på trøjen hos os begge – Jeg nærmest råber: nu nu net den  – Nettet hugges i vandet og (selvfølgeligt) lige ned i wobleren!!!!!!!!!!!!!!

Begge stirrer vi vantro ned i vandet – Jeg smider stangen, tager fangst nettet og prøver at trygge nettet neden under, fisken for (idet jeg håber på der næsten umulige) at få fisken til at lave en kolbøtte og derved falde ned i posen

Men nej, nej det bliver bare værre og værre – fisken falser ikke ned i posen, i stedet kommer fiskelinen ind under en modhage og skæres over. Det vil sige at nu hænger fisken bare på wobleren, der igen bare sidder i et par masker i net posen

Jeg er ved at indse at vi nu har lavet næsten alle fejl og haft alt det held eller mangel på samme, som man kan have i en sådan situation – Nu må det briste eller bære, det er et spørgsmål om tid hvornår krabaten selv lurer vor håbløst tåbelige situation. Jeg læner mig ud over trollingbaren, griber fat i netposen, flår den op af vandet med fisken hængende i wobleren, hurtigt ind i båden med net og fisk

Fisken kommer kun lige ind over trollingbaren, inden 3 stk. owner nr. 4 er rettet ud og fisken falder af

Heldigvis (set med vore øjne) på den rette side af rælingen. I bunden af båden ligger der en stor flot havørred på 5.600 gram og spræller, vi kigger glade, forpustede og lidt vantro på hinanden – WOW det lykkedes, vi hopper og danser af glæde, de sidste mange minutter tvivlede jeg ellers stærkt på at det ville være os der gik af med sejren. Sikke en fight, sikke vi dummede os og sikke uheldig og heldig vi var på en og samme tid.

Jeg har gået på jagt i mange år, jaget en del råbukke og vildsvin, men har til dato aldrig haft en sådan ”bukkefeber” som da den fisk lå i båden. Havde jeg røget ville, det nok have taget mig et par minutter at få ild i smøgen sådan som det hele rystede

Se heldigvis fik vi fisken, også selv om vi nok ikke havde fortjent den, men havde vi mistet den så ville de andre nok have sagt;  ”Ja ja, –  det er altid de største man mister” og have grinet smøret.

Det er nok noget af det vildeste jeg har været med til  – måske bort set fra den gang da Mary hev mig væk fra en torsk på omkring … nå men det er en helt anden historie.

Knæk og bræk
John Lau
Mary & John

Team Tight Lines