Onsdag den 16. februar 2005 sad jeg i flyet mod Kuwait sammen med 150 kollegaer for at gøre tjeneste i Irak i et halvt år. Vi havde alle vinket farvel til familien, vennerne og efterladt en tryg tilværelse hjemme i Danmark for at give et aktivt bidrag, til historiebogen, med Koalitions-styrkerne i det ødelagte Irak. 

Til flyveturen havde jeg medbragt lidt forskelligt læsestof, især læsestof om kystfiskeri i form af forskellige bøger og blade, bøgerne var dog pakket i køjesækken, men et eksemplar af Fiske-feber & Sportsfiskeren havde jeg sørget for at have med i den sparsomme håndbagage på det tilladte maksimum – 5 kg.  Bøger og blade kan være et rimeligt godt plaster på såret når man skal undvære sin hobby i så lang tid, men når man sidder der godt fordybet over en artikel om fiskepleje og fangster, krydret med fotos af store havørreder som vi alle drømmer om – så sker det jo at man bliver prikket på skulderen og spurgt ” må jeg læse det blad efter dig”?  og umiddelbart tænker man af bare irritation – du kan købe dit blad hvor du køber dit … – men hurtigt forbarmer man sig over staklen, han er jo i samme båd (fly) som mig!  Og siger – ”selvfølgelig kan du det” !  Vi faldt i snak og blev ret hurtige enige om at 6 måneder uden fiskeri slet ikke kunne gå an. Det viste sig hurtigt at Oguchi og jeg havde samme interesse omkring kystfiskeriet og oven i købet ikke boede særligt langt fra hinanden, han på Møn og jeg på Nordfalster, vi sludrede lidt og blev hurtigt enige om, at bød der sig en mulighed for en fisketur kunne det kun være med os som deltagere.

Den Persiske Golf ligger kun 3½ times kørsel fra den danske lejr, det var lykkedes os, med hjælp fra vores velfærdsofficer at få kontakt og arrangere en fisketur fra båd. Det var med forventningens glæde og højt humør vi satte os ind i bussen en tidlig morgen i maj og satte kursen mod den sydlige del af Kuwait.

Vi ankom til dykkerskolen som også arrangerede vores fisketur, tidsnok til lige at give en hånd med, med at få båden i vandet, stedet stod i stor kontrast til alt hvad vi ellers havde set, de meget rige kuwait’ere havde her bygget et ferieparadis – store hvide hoteller med swimmingpools omgivet af grønne palmer lige ned til den dejligste strand. – Alt hvad vi havde med af tasker og tøj skulle lægges op i båden inden søsætningen, da vi pga. lavvande skulle svømme ud til båden, vi smed os ud i de salte bølger svømmede de 25 meter ud til båden og kravlede op ad stigen i båden og satte kurs i syd/østlig retning.  En sejltur eller var det en flyvetur? Jeg glemmer aldrig vores begejstring og skippers smil i de 1½ time det stod på inden vi var ved vores bestemmelsessted, båden sejlede hurtigt, rigtig hurtigt, vi fandt aldrig ud af hvor mange knob den fløj med, fordi skipperen var polak, men vi sjussede os frem til at det nok var i nærheden af 80 km/t. Om bord var der også ansat en hjælper (Ali) som havde skaffet agn, han havde tidligt om morgenen været på det lokale fiskemarked og skaffet rigeligt med blæksprutte strimler og små fisk i stil med små sildestykker. Vi kastede anker hvor vi på den ene side af båden havde en vanddybde på 6 – 7 meter og på den anden side 10 – 12 meter, vi kiggede alle nysgerrigt og forventningsfuldt ned i det klare, grønne vand, – vi havde kastet anker ved kanten af et stort koralrev.

Ivrigt fik vi stængerne frem og agn på krogen, og med dyb koncentration kastet blækspruttestrimlen ud i dybet, der sad vi så i 40 graders varme og ventede på hugget. Havde vi stået hjemme ved kysten eller siddet på molen i den varme, havde chancerne for fangst nok ikke været så store, men vi var optimistiske, tænk at skulle fortælle derhjemme at vi havde fisket i den Persiske Golf, og når så fiskekammeraterne ville spørge hvad vi havde fanget og vi så desværre måtte sige ”ingenting” det kunne vi slet ikke have med at gøre, den tanke lå os virkelig fjern.

Vi havde nok siddet og nydt det dejlige vejr og solens dans i de små krusninger da jeg pludselig mærkede noget pille ved min agn af gammel vane fra kysten gav jeg straks modhug men kunne da godt mærke da jeg spolede ind, at intet fulgte med, selv min blækspruttestrimmel gad ikke med op.  Min trofaste hjælper fik hurtigt anbragt et nyt stykke blæksprutte på krogen og på en blanding af engelsk, arabisk og tegnsprog forklaret mig at jeg skulle vente lidt med modhug. Der måtte jo være fisk lige der hvor jeg ramte sidst så kastet gik i samme retning som første kast. Der gik da heller ikke lang tid før jeg igen kunne mærke de velkendte nøk, jeg talte til 10, tog en tår af mit vand og gav så forsigtig et modhug – bingo!  Der var fisk ! en lille fætter blev uden den store fight hevet ind, den første fisk var inde, alle måtte hen for at se størrelsen men ingen vidste rigtig hvad det var for en, men Internettet opklarede senere mysteriet og jeg fandt ud af at det var en Kirurgfisk, måske derfor at Ali nænsomt genudsatte den lille skønhed.  Kirurgfisken er nok mest kendt af saltvandsakvariums-entusiaster, en lille fisk med sorte og gule tegninger i den ellers sølvfarvede krop.  Med pigge i den forreste ryg finne og i de to bug finner. Jeg havde dårligt nok nået at få agn på  krogen før Oguchi  med et højt ”YES” lod os alle forstå at han også havde fisk på krogen, umiddelbart så det ud til at noget større havde snuppet hans agn for fisken tog et par små hurtige udløb inden den kunne nettes og bringes om bord, igen stimlede alle sammen for at se hvad korallerne havde budt os, – Det  var en lille smuk fisk på samme størrelse som den jeg netop lige havde genudsat, har dog til dags dato endnu ikke fundet ud af hvad det var for en fætter, en lille brunlig, ja næsten farveløs, men stærk lille fyr  med stor rygfinne, Ali forsøgte at forklare hvad det var for en fisk , det eneste vi forstod var at den ikke skulle tilbage i havet, men at hans kone ville sætte stor pris på at få den hjem til gryderne, senere gik det op for os at det var Ali’s betaling for turen, de fisk som efter Ali’s mening var spisefisk kunne han tage i posen og aflevere hjemme i køkkenet.

Nu begyndte det at gå slag i slag, vi alle hev fisk ind, agnen kunne dårligt nok nå at ramme bunden før der var bid – der blev hevet mange forskellige fisk ind – fisk som vi aldrig før havde set og som ingen vidste hvad hed, der var blå, gule, grønne og brune, alle i næsten samme størrelse nemlig 20 – 25 cm og kun de færreste endte deres dage i Ali’s pose.

Sådan fiskede vi i en times tid, og Ali fik en tre fire stykker til posen, fisk, hvis størrelse hjemme nok havde gjort at vi havde genudsat dem.

Det var efterhånden blevet midt på dagen og solen stod højt på himlen, nogle af os havde taget en T-shirt på andre sat sig ind i skyggen under sejldugen, bådens egentlige tag, for at komme lidt væk fra solen, sådan må fiskene også have haft det, for de næste par timer var der intet liv at mærke for enden af stangen, så det var en kærkommen lejlighed til at finde madpakker og kolde drikkevarer frem – skipper havde sørget for iskolde sodavand og kildevand – fyldt to store køletasker med is og lagt det hele på køl. Kun vores Litauiske ven (Darius) fiskede ufortrødent videre. Tålmodighed og ihærdighed betaler sig i langt de fleste tilfælde og pludselig, mens vi andre sad med sandwich og kolde drikke hørte vi Darius smide om sig med litauiske gloser, hvad han lige fik sagt må guderne vide, men et var sikkert – han havde bid – hans stangspids var nærmest trukket ned i vandet, hurtigt fik han løsnet bremsen og et langt udløb begyndte, vi sad bare og kiggede på hinanden, hvad mon der nu var på? Vi kunne jo godt se at det ikke var en af de små farvede koral fisk som vi ellers lige var blevet forkælet med, vi glemte alt om mad og drikke og kunne kun bare sidde der og følge med i den fight som Darius nu var midt i, han spolede ind og løsnede bremse, spolede ind og løsnede bremse til udløb,  tre – fire gange før en sølvgrå rygfinne kom til syne i overfladen, forsigtigt fik Darius fisken nærmere båden og vi alle nærmest hang udover kanten for at se vidunderet. Ved første øjekast lignede det en lille haj, men skipper, som også var dykkerinstruktør på stedet, forsikrede os om at der ikke var hajer i området her, Ali var klar med nettet, med øvet hånd fik han nettet fisken og lagt den op i båden – endnu en fisk vi aldrig havde set før – kun Ali var sikker på at det var en udmærket spise fisk. Fisken blev målt, vejet og beundret inden den endte sine dage i Ali’s efterhånden tunge pose, den var 60 cm. Og vejede 4 kg. – Det viste sig senere med Internettets hjælp at det var en Havmalle

Så fik Ali travlt med at sætte blækspruttestrimler og fiske stykker på krogene og vi begyndte at fiske på den dybe side, i den efterfølgende time landede vi 8 store maller, alle omkring samme mål som Darius’. Jeg fik en enkelt og Oguchi to. Selv skipper havde fået blod på tanden, men til alles morskab lykkedes det ham ikke at fange nogen havmalle og han bedyrede i spøg på hans bedste engelsk, at vi ikke ville sejle hjem før han også havde fanget en fisk, vi jokede med at hoppe i bølgerne og sætte fisk på hans krog der var jo rigeligt at tage af i Ali’s pose. Bedst som latteren var højest kom hugget og skipper som havde kantet sig ud på rælingen, var ved at miste balancen, det ville have været prikken over I’et til vores morskab, hvis han var stået på hovedet i bølgerne, men han klarede paragrafferne og begyndte at spole ind. Der var noget meget tungt for enden, men ingen udløb og vi jokede fortsat med at det nok var det halve af koralrevet han havde med op. Men vi skulle blive klogere.

En mørk skygge kom langsomt op mod overfladen og det gik efterhånden op for os at der stadig var langt ned til skyggen, jo tættere skyggen kom på overfladen jo større blev den og et par meter under kunne vi begynde at ane de mørke farver som denne, for os endnu ukendte fisk, havde kamufleret sig med. En stor tung klump kom til syne i overfladen den lignede nærmest en blanding af en fodbold og et pindsvin, Ali fik fat i det nu alt for lille net og nærmest bare båret fisken op i båden, der lå den så – skippers første fisk og turens største – en kuglefisk på 6 kg. Ali mente ikke den kunne spises, eller også gad han bare ikke bære på den, den blev i hvert fald genudsat efter at vi alle havde kigget og rørt og nok mest beundret dens tandsæt – tænder på størrelse med en kanins – godt at krogen kun lige sad i overlæben og lige var til at pille ud.

Kuglefisken blev nænsomt genudsat og lige så rolig som den kom op svømmede den helt upåvirket, som om intet var sket, igen ned i dybet mod bunden.

Skipper havde fanget sin fisk og endelig kunne vi vende skuden og sætte kursen mod det sydlige Kuwait. Solen var ved at gå ned da vi atter ramte kysten, vi skulle ikke svømme men kunne vade ind på stranden, vi fik afleveret Ali og hans pose, takket skipper for en fantastisk dag og iførte os igen vore uniformer, fragmentations-veste og hjelme, og kørte ind over grænsen til det ødelagte Irak – vi havde haft en helt fantastisk dag.

Overkonstabel af 1. grad  Helge Rasmussen

DANCON/IRAK – team 5