Fluefiskeri ved kysten.
De seneste 10 år har udviklingen med flue ved kysten gået kolossal opad. Det er en dejlig fiskemåde men også mere besværlig end spinne fiskeri , kastet kan være en udfordring i sig selv. I denne artikel fortæller jeg kort om de ting der kræves for at komme i gang med kystfluefiskeri som forhåbentlig kan være til hjælp til dem som gerne vil i gang med denne form for fiskeri. Jeg vil ikke komme ind på kastetræning da der dels er skrevet mange bøger og lavet en del videoer om emnet som kan studeres, men det bedste er selvfølgelig at få en erfaren kaster til at hjælpe én i gang og jeg vil også igennem klubaftenen laver nogle aftener hvor der kan kastetrænes på græs ved klubben.
At stå ved kysten og kigge ud over det store hav og have tiltro til at en flue fisker effektivt over 30 meter vand hvorimod et blink måske dækker 70 meter får også mange til at opgive. Der er faktisk kun få tidspunkter hvor fluestangen må melde pas og det er i frisk pålandsvind, hvis vinden kommer fra den forkerte side ( fra højre hvis man er højrehånds kaster ) og på fiskepladser hvor fiskene generelt trækker langt ude. Ellers er fluen lige så effektiv som blinket og på nogle tidspunkter klart bedre….
Men en ting er sikkert at når den første havørred tager fluen i et tung sug og man mærker linen strammes op i hænderne, stangen hæves for at kroge fisken og fighten er i gang – ja da er de fleste
bidt af fiskeriet for livet.
Stangen.
Det vigtigste redskab er stangen. I dag findes der så stort et marked af stænger i mange gode kvaliteter og priser og hvad man skal købe er op til ens smag og pung. De fås fra 300 kr. og op til flere tusind kr. De dyreste kaster ikke længst og de billigste dur bare ikke !!!! Jeg anbefaler en stang i prisklasse 1000-2000 kr.til at starte med, for den giver en hjælp med fra starten med hensyn til kastet. Det er måske mange penge men en stang til 500 kr. skal der arbejdes utroligt meget med og det er utrolig svært at kunne kaste en lang line og du er mere ødelagt i håndled og kastearm end glæden har været ved den tid du har brugt på det. Opvej om det virkelig er noget du vil satse på og køb en kvalitets stang fra starten. Køb den evt. brugt på nettet, der er rigtig meget grej til salg og man kan gøre nogle virkelige gode handler. En stang til 3000 kan fås til det halve og glæden når du kaster og fisker giver dig det dobbelte.
Stænger opdeles i det gamle system som aftm klasse som går fra 0-13 og det nye system som er opgivet i vægt fra 6-40 gram ca.
Nogle kører begge dele andre det nye system. Ex. kan en stang hedde aftm 7/8 eller 16 gram.
Eftersom stang materiale er blevet lettere, tyndere og stærkere med tiden er standard kyststangen rykket nærmere kl. 6 end 8 de senere år og vil man kun have én stang skal man vælge en kl. 7 som dækker hele året. 9-10 fod lang er passende og ikke længere end 10 fod da den trætter håndleddet for meget og kaster ikke længere end stænger på 9 fod.
Alle der har fisket i mange år har flere stænger til kysten, måske en 6 til de stille dage og en 8 til de hårde dage og hvad man har brug for og synes er bedst er selvfølgelig op til den enkelte og erfaring samt lysten til at prøve og købe nyt grej øger jo også samlingen med årene. Jeg fisker kun med en stang hele året en 9.3 fod kl. 7 eller 16 gram og den magter det hele, blæsende dage i foråret og stille aftener i sommerhalvåret.
Hjulet.
Modsat stangen vil jeg sige start med et billigt hjul, som udgangspunkt er det kun som opsamlingsplads til linen. Der kan fås nogle fine kunststof hjul til små penge og det skal være i en str. som matcher stangen. Køber du en stang kl 7 vil hjulet typisk være 7/8 eller 6-9 eller nogenlunde denne betegnelse. Det rummer så en flueline kl 7 eller 8 og måske 100 meter bagline.
Bremse behøver du ikke det er meget sjældent at fisk tager line af hjulet, og ellers er der altid hånden man bruger på kanten af spolen. Man skal heller ikke være bange for at bruge metal hjul på kysten de fleste er modstandsdygtige over for saltet bare man husker at skylle hjulet i ferskvand efter brug.
Linen.
Fluelinen er også et vigtigt værktøj og der er 2 typer man skal vælge imellem, wf og skydehovedsystemet. Opbygningen på linen er faktisk ens forskellen ligger i at klumpen, der hvor vægten ligger i linen, kan skiftes ud med løkker hvor wf linen er støbt i en hel line. Hvad der er bedst er svært for begge liner er gode og nogle mærker er begyndt at lave wf liner som skydehoved system hvor overgangen fra klump til skydeline er mere markant og skydelinen er en smule tyndere end en normal wf line og prisen er næsten ens. Men som begynder anbefaler jeg at der startes med en wf. Den kaster godt og der kan holdes en god line i luften. Har man først fået styr på at have klumpen, typisk mellem 9 og 12 meter i luften og klar til at skyde linen af sted ud over vandet, da begynder man at søge skydehovedet. I blæst som der oftest er ved kysten vil man med skydehovedet kunne skyde op til 20 meter skydeline af sted i ét kast og det gir en meget effektiv affiskning af vandet med få blindkast. Modsat har en skydehovedet en svaghed ved meget stille vejr da der kan være problemer med at strække forfanget, modstanden i skydelinen er ikke stor nok og da har wf linen sine klare fordele.
Pris for en wf line starter ved ca. 350 kr. og et skydehoved med skydeline ca. 700 kr.
Bagline.
Baglinen er det inderste på fluehjulet. Det har 2 funktioner, 1 at sørge for at hjulet er fyldt op til kanten og 2 at chancen for drømmefisken skal på land ikke slutter efter et udløb på 30 mtr.
Materialet er dacron eller gelspun og med en styrke på ca 20 lbs. Gelspun er tyndere i diameter end dacron og giver plads til flere meter. En fordel hvis man gerne vil have et lidt mindre hjul men ønsker samme mtr. bagline som et nr. større hjul ville rumme normalt. Generelt siger man altid 100 mtr. og skal sige at de 15 år jeg har fisket med flue på kysten har jeg aldrig brugt én eneste meter…
Forfang.
Standard forfanget er 9 fod som starter ved 0.45 og taperes ned til den spidstykkelse man ønsker typisk ved kyst er 0.25. Et godt forfang til begynderen som ikke giver mange problemer under kastet og sagtens kan fange fisk. Jeg bruger selv et polyleader på 7-8 fod i intermediate og binder derpå en spids med nylon eller fluocarbon på 1 -1.5 mtr. i tykkelsen 0.24. det virker rigtigt godt. Det er nemt at kaste med giver ingen kludder og med løkke til løkke metoden fra flueline til spids er det hurtigt og nemt at skifte spids hvis der kommer vindknuder på forfanget eller fisken tænder har raspet overfladen.
Indtagning af fluen.
Generelt skal fluen tages ind i frisk tempo, dvs. 15-25 cm. løbende træk måske med 2 pauser i et kast. Havørreden har bedst af så lidt betænkningstid som muligt og hugget kommer så ofte hårdt og fluen sidder godt. Det er den metode jeg bruger 95 % af min fisketid. Har også taget stangen under armen og med begge hænder taget linen ind i lange hurtige træk. En god metode til træge fisk der gerne piller eller bliver ved med at følge uden at hugge til. Og så er der selvfølgelig den langsomme med små jævne træk til fluer der skal fiskes lidt tættere på bunden ellers hvis vandet er meget koldt og fiskene er træge.
Tilbehør.
Faktisk det samme som spinnefiskeri. Min vest indeholder følgende:
2 ruller forfangsmateriale
1 fil så krogene altid er skarpe
Målebånd, krogløsertang og priest.
Flueæske med lidt blandede fluer og selvfølgelig altid for mange da man altid bruger de samme 4 ..
En linekurv er VIRKELIG en god investering. Man skal vænne sig til at have baljen på maven men den giver længere kast og der er altid styr på løslinen i stedet for den ligger i vandet og filtrer ind i tang m.m. For mig helt uundværlig.
Fluer.
Der findes 1000 forskellige mønstre og der kommer hele tiden nye til. Jeg har måske 20 forskellige i min boks og bruger 90 % af tiden de samme 4. Mine favoritter er :
Polar magnus
Golden frede
Grå frede
Magnus
Bortset fra polar magnus er det kedelige grå, brune og gylden farver som ligner alt småkravl der er ved kysten og polar magnus som er god i det tidlige forår med det røde fronthackel. Ellers kan jeg nøjes med at fiske med de andre 3 modeller fra midt april og frem til 1 november hvor de lidt skarpe fluer vinder indpas igen. Det er mere vigtigt at fiske og præsentere fluen rigtigt og gerne fra flere sider og skifte str. hvis fiskene er svære frem for at skifte flue. Tit har jeg set fisk i overfladen foran mig når jeg har fisket en strækning af og når man kommer derhen hvor fisken er set og fisker igennem sker der ikke noget. Men fisker man 5-10 meter forbi og lægger et kast skråt tilbage kommer hugget tit. Fluen kommer fra en anden side og det er nok til at udløse hugget. Prøv forskellige indtagninger det gør også en forskel.
Fluer som dækker en hel sæson.
Golden frede
Oliven buldog
Grøn epoxy tobis
Kanin minky
Polar magnus
Grå frede
Hvid rejeflue
Vinterfluer
Gti juletræ
Polar magnus
Chilimps
Forårs fluer.
Kanin minky
Polar magnus
Golden frede
Grå frede
Oliven buldog
Hvid rejeflue
Grøn epoxy tobis
Sommerfluer.
Magnus
Grå frede
Sort zonker
Cigaren
efterårs fluer
golden frede
brun fygge
grå frede
lille tangloppe
cream fyggi
Det var nogle eksempler på velfangende fluer til kysten ørreder.
Fiskepladser.
Der fiskes på samme pladser som man normalt ville gøre ved spinne fiskeri. Jeg har med årene gået meget efter hvor fiskene har bidt på blinket, er det langt ude eller tæt på hvor man går. Der er enkelte pladser hvor fiskene generelt går langt ude såsom de klassiske revle strækninger og de er ikke de mest optimale pladser at starte på. Find en plads med varieret bund fra strand kanten det er som regel de mest oplagte pladser. Fiskene går ikke altid så langt ude som man tror og med megen vegetation i bunden er der også megen føde og havørreden kan tit være 5-10 meter fra strandkanten.
Har du på nogle steder ofte set fisk i overfladen er det typisk fordi der er meget føde og er det småkravl som fiskene går efter er chancen for hug når fluen lægges ud meget større end men blink.
Jeg håber artiklen har kunnet give inspiration til dette spændende fiskeri og vil gerne til enhver tid hjælpe dem der har brug for hjælp med at komme i gang. Vi starter så småt op i år med nogle flue ture og vil med tiden se hvad der er brug for og hvad medlemmerne ønsker at der skal ske inden for denne kategori.
Bedste fiskerhilsen
Kim Hansen