Home » Et fiskeår der ikke går i glemmebogen

Emil den yngste af mine venner, ville gerne ud at fiske med de store drenge. Så på et tidligt tidspunkt i årets begyndelse lavede vi en aftale, men som det ofte går varede det lang tid før at vejret var med os. Emils tålmodighed var ved at slippe op. Det var der ikke noget at sige til, sommerferien var snart ved at være forbi. Hver gang jeg var hos hans forældre mindede han mig på at vi havde en aftale. Det begyndte at nage mig, så nu måtte jeg gøre en ekstra indsats.

Turen skulle foregå i ”DEN GRIMME ÆLLING” , den er velegnet til ”børnesejlads” .

Dagen vi havde aftalt oprandt. Vejrudsigten lovede 2-6 m ØSØ, 22 – 25 grader. Knap havde vi (Emil, Emils far Nils og undertegnede) parkeret bilen, før fiskefeberen greb os, fat i en bagage vogn, ned til båden, over med bagagen og af sted.

Som det ofte sker i havnen var vi nød til at aflægge sejlklubbens ledsager både et lille besøg på vejen ud. Den der 2 tomme galvaniseret jern rør de har rammet ned i havne bassinet står lige lovligt langt ude i vores sejlrende. Men det er der sikkert andre der ved lige så meget om som jeg.

Halvvejs ude ved den røde bøje, fik motoren lidt mere fart. 20 km/timen. Fem minutter efter med kurs mod Høruphav, Vi havde fået en position på de gamle ubåde, og det skulle tjekkes . Nu fik motoren fuld hammer, Men ”DEN GRIMME ÆLLING” lever fuld op til sit navn, hun ville kun sejle 25 km/timen, det var lige som om havguden ikke ville give slip på hende. Et hurtigt kik ud over kanten afslørede årsagen til den langsomme sejlads. Et grønt kludetæppe hang fast på hendes bund, hun var fuldstændig begroet med tang / alger. Så for at spare på de dyre dråber, sænkede vi farten til lige over planingstærsklen

Sikke en udsigt der ventede os på højde med badestranden, Ekkoloddet viste ingen fisk, men der var sild i strandkanten, altså dem uden skæld.

Vi havde jo en mindreårig dreng med ombord som endnu ikke har fundet ud af hvad livet indebære, så vi holdt kursen og blikket på ekkoloddet.

Knap var vi kommet ud for fiskehytten før loddet viste fisk på 14 m vand. Pirkene ud over kanten, fire ryk med stangen, og den første fisk var en realitet. Beskedne 23 cm. Tilbage til bulen igen. Ryk- Ryk- Ryk -bid…….. men op kom noget der lignede kludetæppet under båden. Vi havde fanget den eneste fisk mellem Sønderborg og ubåden.

Efter en rolig sejlads over til ubådens position, Gennem søgte vi i lang tid området, Det begyndte allerede at tegne til en nuldag. Nu er tre mandfolk der er besat af fiskefeberen ikke sådan at hyle ud af den. Så vi besluttede efter en kort konference at prøve lykken ved skrænterne nær Høruphav. Loddet viste igen fisk, så vi dumpede vores pirke ned i hovedet på de sultne fisk, og vi fiskede, og vi fiskede, og vi fiskede, men der var ingen fisk lige bortset fra den STORE FISK Emil fangede. Hans første fisk i livet, ca. 25 cm. Den satte han ud i friheden igen. Men blikket i hans øjne viste at en kommende storfanger var født. Så hans optimisme levede vi videre på de næste 6 timer.

Den optimisme Emil havde plantet i os havde vi brug for. I 4 timer drev vi over Middelgrund på kryds og tværs, fulgte skrænterne, dybdekurverne, afsøgte de gamle gode steder, men fisk var der ikke nogen af. Jeg tog en stor beslutning, og satte kursen mod den tyske grænse. Her ligger der et Vrag der stikke 10m op fra bunden. Ekkoloddet fandt det uden besvær, Men fremmedordet fisk ville det ikke vise.

Heltsbanke måtte lige være sagen i dag, Troede vi.

Klokken var blevet ca. 14, og vi havde efterhånden mistet vores begejstring for fiskeriet. Kursen satte vi efter Sønderborg havn hvor Kongeskibet lå. Hende ville vi lige se an fra søsiden. Selv om det er en gammel skude er skibet i en fremragende stand. Og majestætisk lå hun også i havnen.

Nu da vi alligevel var i havne, kunne vi lige så godt tage en havne rund tur. Inde i mit baghoved, kunne jeg huske at Boytang, engang havde pralet med at han uden besvær havde fanget en mega stor torsk. Så jeg holdt behørigt udkik med ekkoloddet, overrasket blev jeg ikke, loddet fandt ingen fisk.

Emil der på hele turen, havde forholdt sig eksemplarisk rolig og optimistisk, spurte om vi ikke snart kunne finde nogle fisk til ham. Hvem kan sige nej til en 5 årige dreng. Jagten fortsatte hele havne igennem. Den gamle flydedok ved Verdens Ende blev affisket som aldrig før. Men ingen fisk. Benzin målerne begyndte at vise en faretruende lav væske stand. Det var blevet tid til at vende om.

Det er utrolig hvad et par drenge øjne, og en kok´s ønsker kan gøre ved en styrmand. Drengen ville fange fisk, det havde han glædet sig til i et halvt år. Kokken ville svinge filetkniven, og fremtrylle de herligste retter.

Ok. Der var en chance tilbage, selvom jeg ikke troede på den ved højlys dag, 25 grader mm.

Vi listede os nærmere den nye bro for at spare på tankindholdet.

120 m nord for bropille nummer to fra øst, på 13.5 m vand, steg bunden i en paddehatte formet sky, på 3 m i diameter. Midt om dagen i 25 grader. Nu var spørgsmålet til 25000 kr. Fisk eller tang?

Dette havde vi kun en måde at undersøge, Ud med pirkene, første ryk, andet ryk, ,,,,, Det var lige som om at samtlige 3 pirke blev hængende i vandmasserne. Mod ryk, og fighten kunne begynde 3 torsk på 45 – 55 cm. Bingo! Her har vi sejlet hele Sønderborg bugt tynd i 6 timer, og så var alle torsk forsamlet til møde ved den nye bro.

Og vi fiskede, Og vi fiskede, Emil begyndte at blive træt i armene efter torsk no. 6. Så farmand måtte hejse dem op fra dybet. Men Emils øjne havde fået det der vilde udtryk tilbage. Han krogede fiskene og Far måtte styre hejseværket.

Hver gang vi drev forbi bulen, sejlede vi foran igen, og fiskede, og fiskede. Nu spurte jeg kokken, om vi ikke snart havde nok fisk. Svaret behøvede jeg ikke at høre, udtrykket sagde det hele, VI FORTSÆTTER.

Mens vi var midt i eventyret, kom der en åben 19 fods jolle med 90 hk på enden sejlende op på siden af os, og spurgte om det var et tag selv bord vi havde gang i. Dette kunne vi kun bekræfte. De havde været på dagstur til Årø, men havde ingen fisk fanget. Det tror da pokker når de alle holder møde under den nye bro.

Bunken i bunden af båden var vokset til en sådan størrelse, at jeg tvivlede på om vi havde plads i fryseren til torskene, og det selv om de blev fileteret. Nils og Emil var nu også kørt træt i fiskeriet, især da jeg gjorde opmærksom på det arbejde, der lå forude med at ordne krabaterne. Vi hev pirkene op for sidste gang, og listede forbi kongeskibet tilbage til havnepladsen og hilste lige på den ene af sejlklubbens både.

Nu er det sådan at det sjoveste er at fiske, så fileteringen overlod jeg til kokken, det mente jeg var hans speciale. Han var færdig 1 ½ time senere. Og da vi spiste stegte torskefilet med persillesovs til aftensmad, Kikkede Emil på mig og sagde – hvornår skal vi ud at fiske Preben?

Følg os